Voksen liv

I dag er det min kærestes fødselsdag. Hun fylder 21 år, hvilket er ingen alder. Vi er stadig unge, og har begge en lang og forhåbenlig dejlig fremtid i sigte, og jeg glæder mig SÅ meget til at fejre hende i aften!

Alligevel kan jeg dog ikke lade værd med at falde over alderen 21. Jeg er også selv 21, og fylder 22 til September, men jeg føler mig slet ikke som en på 21, halvvejs 22 årig, og jeg tror ærligt talt aldrig at jeg kommer til at føle at jeg har den alder jeg har, hvilket på sin vis er fantastisk.

Jeg synes det er bemærkelsesværdigt hvordan vores (meget generaliserende, alle har det jo som jeg har det!) synsvikler ændre sig gennem vores tilstedeværelse. Jeg kan stadig huske hvordan jeg i de mindre klasser, omkring 2-3 klasse, så på de store elever fra 6-7 klasse. Jeg synes det var alt for vildt at de var så meget ældre end mig! Det samme tænkte jeg om gymnasie-elever da jeg selv nærmede mig 7-8 klasse, og så videre. Men ser jeg tilbage på det nu, så ser jeg folk fra 1.g på gymnaset som værende meget unge, for slet ikke at tale om folkeskole elever.

Selvom jeg for lidt over et halvt år siden flyttede til Belfast med min kæreste, og vi nu, begge, står på vores egne ben for første gang i vores liv, så føler jeg mig alligevel ikke helt voksen. Selvom vi handler ind, laver mad, vasker tøj (her er det nok ikke så meget vi) og gør rent, så føler jeg mig alligevel ikke helt voksen, i hvert fald ikke på den måde hvor man kun arbejder for at arbejde, og kun gør ting fordi at det er ens pligt at gøre dette som voksen. Jeg føler at jeg har tid til at være mig selv, også selvom der er pligter som skal klares, og en opvask som skal ordnes, og dette er en helt fantastisk følelse som jeg håber der kommer til at følge mig gennem hele mit "voksen liv".

Så i aften ser jeg, som sagt, frem til at nyde en dejlig ungdommelig aften i selvskab med min smukke, unge fødselar, samt en masse gode venner.